Vi har lyttet til mennesker, som lever med atopisk eksem – her er deres største udfordringer

Fedtet hud, konstant udmattelse og udslæt på krop og ansigt – det er nogle af de udfordringer, der påvirker mennesker med eksem allermest.

Den daglige kamp mod generende eksem

Atopisk eksem er en kronisk, invaliderende hudsygdom. Mennesker, der lever med de mere alvorlige former, lider ofte af intens kløe, tør og revnet hud samt en øget risiko for depression, der kan føre til selvmordstanker. Og ikke nok med det, så er der også en øget forekomst af astma og allergi blandt mennesker med atopisk eksem1.

I en ny nordisk undersøgelse spurgte vi mere end 4.000 mennesker, der lever med atopisk eksem, om hvilke situationer i hverdagen, der generer dem mest.

Det mest generende var at smøre sig ind i creme flere gange om dagen. Det tager lang tid, og det skal ofte gøres mange gange i løbet af dagen. Dertil er det ubehageligt at tage tøj på efterfølgende, fordi huden er fedtet og klistret.

Dernæst kom dårlig søvn, som gør det svært at klare sine daglige opgaver den efterfølgende dag. Den intense og konstante kløe, der ofte beskrives som at have tusindvis af myggestik, er i høj grad med til at påvirke søvnen hos mennesker med atopisk eksem.

Det tredje var lavt selvværd som følge af eksemet, som giver nedsat lyst til at deltage i sociale aktiviteter. Synlige udslæt i ansigtet, på hænderne eller på andre udsatte steder får ofte mennesker, der lever med atopisk eksem, til at føle sig dårligt tilpas på grund af deres udseende, og den konstante kløe kan være en udfordring, når de er ude blandt andre. Samtidig kan de have svært ved at iføre sig pænt tøj uden at kradse sig til blods, og benytte kosmetiske produkter, som forværrer eksemet.

Kampagne målrettet mennesker med ukontrolleret eksem

I forbindelse med Verdens Atopisk Eksem Dag den 14. september ønsker vi at sætte fokus på denne sygdom som rammer fem procent af alle voksne danskere og hvert femte barn. På baggrund af undersøgelsen har vi lavet en kampagne med korte videoer om de situationer, som mange mennesker med atopisk eksem er generet af i hverdagen. Videoerne kan findes på vores sociale medier i løbet af september måned.

Vores budskab er enkelt: Hvis du lever med atopisk eksem, og oplever at sygdommen generer dig i din hverdag – så kontakt din læge, eller bliv henvist til en dermatolog eller en specialist på et hospital. Inden for de seneste år, er der kommet en lang række nye behandlinger, så måske er der ny hjælp at hente.

Videoerne vises på de sociale medier i løbet af september og linker til vores ADCT-test: Test dig selv for atopisk eksem | Livet med eksem (atopisktalt.dk)